|
Velkommen
'Fyr den af, forfar' er en bog og cd med ti nye børnesange, som hver især fortæller en spændende lokalhistorie fra et sted i Danmark. Alle sangene handler om virkelige personer eller hændelser fra gamle dage - om vores forfædre og deres meget forskellige liv rundt omkring i Danmark.
Det er børn fra ti forskellige skoler i Danmark der sammen med en lokalhistoriker har fundet deres egns mest spændende og originale lokalhistorie. Deres formidling af historien danner baggrund for de ti nye danske børnesange.
Bogen udkom 3. maj 2010. Du kan læse mere om projektet og lytte til sangene her på siderne.
Nyheder
18.03.2011
Dagens korstævne i Birkerød var en bragende succes. 120 børn fyrede den i den grad af til bl.a. Maren fra Mors, Svend Gønges Listeswing og Stinnes butik. Der blev sunget, 'kastet håndtegn', rappet og klappet for det frem-mødte publikum.
Koncerten var en flot og festlig afslutning på en hel dags intensivt og underholdende korarbejde. Tak til alle medvirkende!
28.10.2010
Netop nu er forberedelserne til et stort 'Fyr den af, forfar'-korstævne i fuld gang. Ti børnekor fra Rudersdal Kommune skal i den kommende tid indstudere seks af cd'ens sange. Fredag d. 18. marts 2011 samles korene på Toftevangskolen (Teglporten 7-9, 3460 Birkerød) og under Rie Hagbards ledelse skal sangene gennemarbejdes og finpudses. Kl. 14.00 er der koncert for alle interesserede. Her vil det desuden være muligt at købe 'Fyr den af, forfar' (bog & cd) til nedsat pris.
07.05.2010
TV2 Lorry (Københavns området) sender et indslag om Fyr den af, forfar i programmet 'Lounge' på mandag 10. maj kl. 11.00. Hvis du ikke har mulighed for at se TV2 Lorry, kan klippet efterfølgende findes her.
05.05.2010
DR P4 region Sjælland sender idag kl. 15.45 et interview med projektleder Rie Hagbard. Lyt med direkte på DR Netradio her. Du kan læse avisen '24 timer' s artikel om projektet (4. maj 2010) på deres hjemmeside her eller på netavisen (side 16-17) her
24.04.2010
Lyt til P1 Morgens omtale af Fyr den af, forfar: P1 morgen (uddrag). Der er interview med Josefine og Oline fra Niverødgaardskolen om arbejdet med sangen 'Når blot man holder sammen' der handler om det hårde liv for børn i slutningen af 1700-tallet.
08.04.2010
Tak til alle skoleklasserne og deres lærere, musikere og sangere og andre der var med til en fantastisk release fest i går! Det var godt at gense jer alle sammen. Du kan se billeder fra festen her (facebook). Vi ser nu frem til at bogen kommer på gaden d. 3. maj 2010.
16.03.2010
Hjemmesiden er i øjeblikket under ombygning. Vi beklager eventuelle døde links og ufuldstændige sider. Den nye hjemmeside vil løbende blive opdateret i marts og april.
05.02.2010
Nu er cd og bog endelig i trykken! Onsdag d. 7. april holder vi releaseparty for samarbejdspartnere og alle projektets medvirkende. Det foregår i Vesterbro Kulturhus kl. 16.00. Der vil være masser af musik, sang og taler samt udstilling af de elevarbejder, som har givet inspirationen til de ti lokalhistoriske sange. Sangenes titler er:
- 1. Maren fra Mors (Øster Jølby skole, Mors)
- 2. Når blot man holder sammen (Niverødgårdsskolen, Nivå)
- 3. Om at finde melodien (Stige skole, Odense)
- 4. Svend Gønges Liste-swing (Korskildeskolen, Tappernøje)
- 5. I Stinnes butik (Guldager skole, Esbjerg)
- 6. Teglværkerblues (Broager skole, Sønderborg)
- 7. Et sandt sørøverliv (Gandrup skole, Aalborg)
- 8. Overtossens sang (Strandskolen, Risskov)
- 9. En møllefortælling (Hvilebjergskolen, Sørbymagle)
- 10. Håbefulde dage (Bellahøj skole, København)
31.10.2009
I denne tid er dygtige og professionelle sangere og musikere i studiet for at indspille deres bidrag til de 10 sange. Sideløbende arbejder vi med færdiggørelsen af den medfølgende bog; flotte illustrationer og lækker grafik samt uddybende og informative tekster.
Vi glæder os meget til at præsentere det endelige resultat – det bliver godt!
17.06.2009
Så nåede vi hele vejen rundt på vores lille Danmarks-turne! Vi har kørt ca. 2.500 km, mødt omtrent 200 sangglade børn og optaget mange timers musik. Tusind tak for den fine modtagelse vi har fået alle steder. Det har været en stor fornøjelse at møde jer alle sammen - elever som lærere - og vi glæder os meget til at vende tilbage med mere nyt, når cd'en nærmer sig udgivelse. Rigtig god sommerferie til alle! :-)
09.06.2009
Bilen er pakket med optage-udstyr, humøret er højt og vi har taget hul på den første dag på vores mini-tour rundt i landet. I løbet af de næste 8 dage skal vi besøge de deltagende skoler og optage kor på alle sangene. Vi glæder os meget til at møde alle elever og lærere og præsentere sangene.
I dag har vi besøgt Gandrup og Øster Jølby skoler, hvor vi blev taget vældig godt imod og fik fine 'takes' i kassen. Med sådan en start tegner resten af køreturen til en rigtig god og berigende oplevelse. På gensyn, mange hilsner Rie og Claus.
03.03.2009
Projektet træder nu ind i sin anden fase: Musikproduktion. I efteråret og vinterens første måneder har de 10 skoleklasser arbejdet ihærdigt med at finde lokalområdets spændende historier. Resultatet er flotte illustrerede fortællinger og fremstillinger som i disse uger stødt og roligt modtages af projektgruppen. I de kommende uger og måneder, skal projektets sangskrivere forfatte 10 sange ud fra det tilsendte materiale. Dernæst skal der laves grund-indspilninger af sangene og til sidst skal skoleklasserne optage kor på indspilningerne.
|